Sjove tips om salt og mad

Salt kan alt!

Salt kan bruges på utroligt mange måder. Det efterfølgende er et udsnit af alle de gode husholdningsråd, der er indsamlet gennem tiderne - de fleste af dem stammer fra før de elektriske apparater og de kemiske rengøringsmidlers tid.

Kolde drikke
Der er ikke noget så forfriskende som isvand eller et glas koldt hvidvin - lige fra isspanden! Har du travlt, så drys en håndfuld salt over isterningerne, og du har en kold drink i løbet af nul komma fem. Saltet er med til at sænke temperaturen i den smeltede is til under 0 grader. Dette fremskynder afkølingen.

Gode eller dårlige æg
For at finde ud af, om æggene er gode eller dårlige, kan du putte æggene i en gryde med saltvand. Friske æg synker til bunds; dårlige æg flyder ovenpå.

Sprøde pommes frites
Vil du gerne have sprøde pommes frites? Vent med at tilsætte salt til allersidst, helst lige inden servering - så bliver de ikke bløde.

Budding
For at få buddingen hurtigere afkølet, kan skålen sættes i en gryde med saltvand. Saltet sænker vandtemperaturen og fremskynder afkølingsprocessen. 

En nem nød at knække
Valnødder bruges bl.a. til at dekorere kager med. Det er ofte svært at fjerne dem fra skallen, uden at de går i stykker. Prøv at lade valnødderne stå i blød i saltvand natten over; så kan de fjernes fra skallen uden at gå i stykker.